I BSF skal der være plads til alle
I Ballerup-Skovlunde Fodbold (BSF) er fællesskab ikke bare noget, man taler om – det er noget, man aktivt arbejder for. Som en del af #Gamechanger har klubben taget vigtige skridt mod at sikre, at alle føler sig velkomne i foreningslivet – uanset kønsidentitet, seksuel orientering eller social baggrund.
BSF er kendt som en klub med mange forskellige aktiviteter – fra pige- og drengefodbold til Powerchair og Ombold for mennesker i udsatte positioner. Mangfoldighed er ikke nyt for klubben, men med deltagelsen i #Gamechanger ønsker BSF at gøre endnu mere for at sikre, at ingen føler sig udenfor – særligt LGBTI+ personer, som ifølge en undersøgelse fra Kulturministeriet fra 2020 i højere grad end andre oplever eksklusion fra idrætsfællesskaber.
"Vi ved godt, at vi – ligesom samfundet omkring os – stadig har udfordringer. Derfor skal vi blive endnu bedre til at sikre, at plads til alle også gælder uanset kønsidentitet og seksuel orientering," udtaler Kristina Kanstrup fra BSF.
En klub der skaber rammerne for den gode kultur
Med #Gamechanger i ryggen får klubben konkrete værktøjer til at fremme en inkluderende kultur og skabe opmærksomhed omkring de små – men afgørende – detaljer i hverdagen: sprogbrug, adfærd og holdninger, som enten kan styrke fællesskabet eller skubbe nogen væk.
Klubben markerer opstarten af indsatsen med en workshop for trænere og ledere den 10. april, og symbolsk kickstarter de forandringen med regnbuefarvede bolde og anførerbind på tværs af hold og årgange. Initiativerne skal skabe samtaler – både på og uden for banen – og tydeliggøre, at alle har et ansvar for at skabe en tryg og inkluderende kultur.
"Klubben kan skabe rammerne, men det er fællesskabet og de personlige handlinger, der gør den reelle forskel," lyder det fra BSF.